• En person har mistet livet under brand på Mærsk-skib

    Source: BDK Borsnyt / 20 Jul 2024 11:28:58   America/New_York

    En person har mistet livet i forbindelse med en brand på containerskibet Maersk Frankfurt i Det Arabiske Hav. Det oplyser Mærsks presseafdeling skriftligt til Ritzau. Den omkomne var et af skibets besætningsmedlemmer. De øvrige besætningsmedlemmer er ifølge rederiet i god behold. - Skibets ejer og driftsselskabet er i kontakt med besætningen og sikrer, at de får al den støtte, der er mulig, skriver Mærsk. Containerskibet brød i brand fredag 100 sømil - 185 kilometer - nordvest for den indiske delstat Goa i Det Arabiske Hav. Besætningsmedlemmerne påbegyndte, umiddelbart efter at branden brød ud, det indledende slukningsarbejdet, oplyser Mærsk. Derudover blev den indiske kystvagt anmodet om hjælp til slukke branden. Rederiet oplyser ikke, om det var i forbindelse med slukningsarbejdet, at et besætningsmedlem mistede livet. Lørdag kæmper den indiske kystvagt fortsat med at få bugt med branden. Det skriver den indiske kystvagt på det sociale medie X. Kystvagten har indsat forskellige fartøjer for at bistå slukningen. Blandt andet et fly, en helikopter og tre skibe deltager i slukningsarbejdet. I opslaget er der også delt en række billeder og video fra aktionen. Her ses blandt andet et mindre skib, der med en vandkanon sprøjter vand på det store containerskib. Fra luften nedkaster mandskab fra en helikopter en pulver, der skal bidrage til slukningen. - Ingen besætningsevakuering er påkrævet endnu. Kystvagten er fortsat forpligtet til at sikre sikkerhed og mindske miljøpåvirkningen. Indsatsen er i gang, skrev kystvagten lørdag formiddag. Skibet forlyder at være i stabil tilstand, ligesom styre- og navigationsudstyret meldes fuldt funktionsdygtigt, skriver Mærsk. Skibet var stævnet ud i Mundra i Indien og var på vej mod Colombo i Sri Lanka, da det af ukendte årsager brød i brand. Containerskibet er tidscharteret, indregistreret i Panama og japansk ejet. Det er desuden ikke en Mærsk-besætning, der er om bord på skibet, oplyser rederiet. Lørdag eftermiddag er Mærsk ikke i stand til at fastslå omfanget af skaderne på skibets last. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/internationalt/en-person-har-mistet-livet-under-brand-paa-maersk-skib
Share on,